“Lidt spiritisme” til halloween

Arne Garborg om spiritisme

Det er kanskje beroligande at eit av våre klåraste hovud og største skeptikarar har vore oppteken av temaet?

Lidt spiritisme [Del 1]" blei først trykt i Samtiden i 1893. Følgjande tekst er sett saman av utdrag:
 

"Orden i alt! – sa videnskaben; og der blev orden. Vi var stolte over denne orden, og vi trykkede hverandres hænder og forsikrede hverandre, at nu var fablernes tid forbi. Herefter skulle sgu ingen komme og binde os noget på ærmet. Vi var børn af det nittende århundrede; kom ikke der!

Men det ukjendtes verden havde ikke spor af respekt for det nittende århundrede. En vakker dag begyndte det simpelthen at spøge.

In optima forma! Akkurat som i gammel tid.

Det bankede i vægger og bord; det kastede med sten og ringede med kirkeklokker; døde ting spaserede om, uden at nogen rørte ved dem; Per og Pål havde åbenbarelser, og sønner og døtre profeterte; skomagergutter skrev digterværker i søvne, og vedhuggere tænkte filosofi, så at rigtige tyske filosofer lod sig narre deraf; ja frækheden gik så vidt, at spøgelser gik hen ved høilys dag og lod sig fotografere.

Humbug naturligvis! – Men hvad hjalp det?

Thi det vare ingenlunde altid, at humbugen lod sig afsløre.

Man vendte sig til videnskaben om hjælp, ligesom folk i gamle dage gik til
præsterne og svarteskolen. «Forklar os fenomenerne – eller afslør denne humbug!»
Videnskaben forbandte sig og svor, men forklarede intet. Kun lo den ikke længer
så godt som før.

Realismens sol går ned. Og op stiger med grønblegt dødninglys romantikens måner.

Ganske glemmer jeg dog ikke min verdighet som barn af det nittende århundrede; jeg tror ikke en døit, før jeg får se! Men næste skridt er –: en liden cirkel.

– Og bordet bankede og dikterede, så vidt vi kunde skjønne ganske af egen drift. Ting, som vi ventede, kom ikke; ting, vi ikke ventede, kom; ofte kjedede og plagede bordet os i timevis med vrøvl, som var i den grad vrøvl, at vi selv neppe kunde ha præsteret det. Lidt morsommere havde vi ialdfald gjort det, og lidt mindre uendeligt. Jeg var allerede angreben og tog dette overnaturligt vrøvlede vrøvl som et bevis mer.

Men skjønt jeg var af den mening, at de høiere ånder ligeså gjerne kunde ta sig af mig blev det bare vrøvleånder, jeg fik besøg af. Jeg manede dem væk hver aften; men de kom igjen. Slike skøierånder – afdøde kutorvsgutter o. lign. – har ingen interesse af, at menneskene erkjender sannheten. Tvert imot: de har moro af at holde sånne oplyste folk for nar, de.I længden kan man da bli nokså kjed. Hvem pokker gider bli spiritist, når ånderne er sligtnoget tjuvepak."

Arne Garborg

Utdraget er henta frå Arne Garborg: Artiklar og essay 1891-1923 (Aschehoug 1980, 2001) og er bearbeidd av Ørjan Johansen.

Her kan du lesa rapport frå 20de seanse